Paprika Steen finder nye nuancer på scenen

Paprika Steen har gennem flere årtier bevæget sig ubesværet mellem teaterscenen, filmkameraet og instruktørstolen. Hendes arbejde er præget af en særlig evne til at finde spændinger i mennesker, der både kan være morsomme, sårbare, selvmodsigende og vanskelige at holde af. Det er netop denne blanding, der har gjort hende til en markant skikkelse i dansk film og teater.

Fra scenen til det store lærred

Steen er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole og har fra begyndelsen af sin karriere haft scenekunsten som et vigtigt kunstnerisk udgangspunkt. På teatret er det ofte den direkte kontakt med publikum, der skaber energien, mens filmarbejdet kræver en mere koncentreret præcision foran kameraet. Steen har vist, at hun behersker begge former, uden at hendes spil mister nærvær.

I dansk film blev hun især synlig i 1990’erne, hvor en ny generation af filmskabere satte hverdagsmennesker, familiekonflikter og moralske dilemmaer i centrum. Hendes medvirken i Thomas Vinterbergs Festen fra 1998 blev et vigtigt punkt i denne udvikling. Filmen var en del af Dogme 95-bevægelsen, som gjorde op med en række traditionelle filmiske virkemidler og søgte en mere rå og umiddelbar form. Steen indgik i det ensemble, der gjorde filmens familiedrama intenst og ubehageligt genkendeligt.

Hun blev også forbundet med den danske folkekomedies evne til at kombinere humor og alvor. I Den eneste ene fra 1999 spillede hun en central rolle i en fortælling om kærlighed, usikkerhed og nye begyndelser. Filmen blev en del af den moderne danske filmkanon for mange seere, fordi den lod komikken udspringe af karakterernes fejl, længsler og sociale akavethed frem for af rene vittigheder.

Et spil med både kant og varme

En gennemgående kvalitet i Steens skuespil er hendes blik for det uafklarede. Hendes figurer er sjældent entydigt stærke eller svage. De kan forsøge at bevare kontrollen, mens situationen langsomt glider dem af hænde, eller bruge humor som forsvar mod sorg, skyld og skam. På den måde bliver selv mindre bevægelser og pauser betydningsfulde.

Det gælder både i dramatiske roller og i komedier. Steen kan lade en replik rumme flere følelser på én gang, så latteren næsten umærkeligt bliver afløst af uro. Denne dobbelthed har været med til at gøre hendes figurer genkendelige på tværs af genrer og generationer. Hun spiller ikke blot mennesker, der oplever en konflikt; hun viser også de strategier, de bruger for at skjule den for andre og for sig selv.

Instruktøren bag kameraet

Steen har samtidig udviklet et selvstændigt virke som instruktør. Med Lad de små børn komme til mig fra 2004 tog hun fat på et familiedrama, hvor relationer og uforløste følelser står centralt. Senere fulgte blandt andet Til døden os skiller fra 2007 og Den tid på året fra 2018.

Som instruktør arbejder hun ofte med situationer, der på overfladen virker velkendte: familiemedlemmer, der mødes, mennesker der forsøger at tale sammen, og konflikter som har været gemt væk for længe. Under det hverdagslige ligger der imidlertid en stærk interesse for de magtforhold og følelsesmæssige mønstre, som former et fællesskab. Det kan være svært at forlade en rolle, man har haft i familien i mange år, selv når alle ønsker forandring.

Den tid på året er et tydeligt eksempel på denne interesse. Fortællingen samler en familie omkring julen, hvor højtiden både skaber nærhed og presser gamle uenigheder frem. Steen bruger den genkendelige ramme til at undersøge, hvordan kærlighed, irritation og loyalitet kan eksistere samtidig. Filmen viser også hendes forståelse for ensemblet: Det er ikke én person, der bærer hele konflikten, men summen af blikke, afbrydelser og usagte reaktioner.

En del af dansk film- og teaterhistorie

Paprika Steens karriere afspejler flere vigtige bevægelser i dansk kulturhistorie. Hun slog igennem i en periode, hvor dansk film fik international opmærksomhed, og hvor Dogme 95 satte spørgsmålstegn ved, hvordan film kunne produceres og fortælles. Samtidig videreførte hun en stærk dansk tradition for skuespil, hvor psykologisk præcision og sproglig musikalitet spiller en afgørende rolle.

Hendes virke viser også, hvordan skuespillere kan udvide deres kunstneriske råderum. Overgangen fra at fortolke en rolle til at forme en hel films tone, rytme og persongalleri kræver et andet blik. Steen har bevæget sig mellem disse positioner uden at opgive den interesse for menneskelig adfærd, som ligger under begge dele.

På scenen og på lærredet har hun derfor bidraget til et dansk kulturliv, hvor det private og det samfundsmæssige ofte mødes i familien, parforholdet eller vennekredsen. Hendes karakterer er ikke nødvendigvis lette at forstå, men de er sjældent ligegyldige. De insisterer på, at mennesker kan være både skyldige og sårede, både komiske og tragiske.

Det er måske den vigtigste nøgle til at forstå Paprika Steens betydning: Hun søger ikke de pæne eller entydige følelser, men de nuancer, der opstår, når mennesker prøver at leve med hinanden. Derfor står hendes arbejde fortsat som en karakteristisk del af den nyere danske film- og teaterhistorie.